Marmorering på papir - lav dine egne gavemærker
Share
Nu er det snart tid til de sidste forberedelser inden juleaften, og her kommer en virkelig hyggelig og sjov guide til marmorering på papir, hvor børnene sagtens kan være med! Jeg kan afsløre, at det hos os var mindst ligeså sjovt at lege med barberskum, som det var at lave de smukke marmorerede mønstre ♥
Vi har brugt papiret til at lave til og fra kort. Pigerne har klippet i fri hånd, og jeg har brugt skabelonerne fra mit hjemmelavede julepynt af tapetrester.
MATERIALER
- Papir eller karton
- Barberskum (uden parfume kan klart anbefales!)
- Akvarelfarver (tror også man kan bruge akrylmaling blandet med en smule vand, det må bare ikke være så tykt, at det falder til bunds)
- Pensler til at dryppe farven på
- Skraber (jeg brugte bare en lagkagekniv)
- Beholder (evt. kageform el. bradepande)
GUIDE TIL MARMORERING PÅ PAPIR
1. Find et firkantet fad, kageform eller bradepande. Jeg har brugt papir i A4 størrelse, men du kan jo lave det med lige den papirstørrelse du vil.
2. Læg et tykt lag barberskum i bunden og glat det lidt ud, så der ikke er huller.
3. Dryp nu din farve på med en pensel - du kan bruge ligeså mange farver, som du har lyst til.
4. Lav mønstre i din barberskum. Jeg brugte et grillspyd.
5. Læg et stykke papir eller karton på barberskummet og tryk det lidt ned, så du sikrer at hele fladen har kontakt til barberskummet. Lad det trække ca. 30 sek.
6. Tag papiret af (med alt det skum, der hænger ved) og læg det på en ren overflade. Skrab nu skummet af papiret. Jeg brugte bagsiden af min lagkagekniv, og vaskede den indimellem hvert skrab.
7. Læg papiret til tørre
LAV DINE EGNE TIL OG FRA KORT
Glæden ved at give får altså lige et ektra nyk opad, når også man selv har kreeret gavemærkerne og skrevet en sød hilsen. Og gavemærkerne kan jo selvfølgelig laves helt enkle rektangulære uden dikkedarer, men man kan også pifte dem lidt op og klippe dem i fine julemotiver.
Vil du lave klassiske gavemærker med sukkerstokke, klokker og hjerter, kan du hente skabelonen gratis her. Du kan evt. forstørre dem, når du printer, hvis du vil have dem større.
Vil du dele resultatet med mig? Del på Instagram med @papirpynt.dk eller #papirpyntdk.
Glædelig jul og tak fordi du læste med ♥
KH Lisbeth