Stort peberkagehus

Mere julehyggeligt bliver det næsten ikke! Selvom dette hjemmelavede peberkagehus tager mange timer ved kreabordet, så har jeg lyst til at kaste mig ud i mange flere farvekombinationer og broderede julemotiver, for jeg synes simpelthen resultatet er blevet SÅ fint.

Jeg har syet peberkagehuset i genbrugsmaterialer - nogle ældre brune gardiner (der ikke var super egnede at brodere i) og en gammel stribet skjorte, som blev til taget på det lille peberkagehus. Jeg elsker at gå på opdagelse efter fine vintage tekstiler - også selvom der efterhånden er mange om budet og langt mellem fundene! Men når det lykkes, så bliver de hjemmesyede projekter altså også lige lidt ekstra personlige ♥

Herunder får du guiden til peberkagehuset. Jeg har både brugt symaskine og syet i hånden, og det er et projekt, der både kræver lidt finmotorik og præcision.

Det færdige peberkagehus måler 16 cm i højden og 14 cm i længden.

Materialer

  • Stof til peberkagehuset
  • Stof til taget
  • Stof til foer (kan være alm. bomuld)
  • Vlieseline

Når du vælger stof, vil jeg anbefale fastvævet stof, altså uden stræk. Det skal helst heller ikke være alt for tyndt.

  • Broderigarn
  • Bamesevat
  • Lametta
  • Broderinål, synål & almindelig sytråd

Download symønster til peberkagehus

Klik her for at downloade symønstret til peberkagehuset. Mønstret fylder flere sider, og du skal selv samle mønstret. Se instruktion på første side af mønstret.

OBS: Mine mønstre er udelukkende til privat brug og må ikke bruges i forbindelse med salg af egne produkter. 

Sådan syer du peberkagehuset

Trin 1: Klip stoffet

  • Print skabelonen (der er link ovenfor) og klip den ud uden sømrum. 
  • Saml skabelonen med tape, som illustreret.
  • Stryg vlieseline på både yderstof og foerstof, så holder huset nemmere formen og stoffet trevler heller ikke så nemt. 
  • Klip nu 1 x yderstof og 1 x foerstof (klip uden sømrum)

Trin 2: Brodér motiver eller sæt applikationer på

Nu skal huset pyntes. Jeg har valgt at sætte lidt stribet stof på taget. Jeg har sat det fast med vliesofix, men du kan evt. også sy det på. Alternativt kan du brodere eller sy lidt tagmønster med symaskinen. Tegn evt. mønstret op med en forsvindingstusch og sy derefter med symaskinen. 

Inspiration til broderi

Vil du gerne brodere små motiver på dit peberkagehus, får du herunder lidt inspiration til motiver. Jeg broderer sjældent noget super avanceret og holder mig gerne bare til de enkle bagsting. Der findes jo broderiringe, solufix og andet smart udstyr til når man broderer. Jeg plejer bare at printe mine små motiver og tegne omkring med en forsvindingstusch, og så broderer jeg på stregen. Du gør det, der passer dig bedst ♥

Klik her for at downloade mine julemotiver. 

 

Trin 3: Sy yderstof og foer sammen

Læg nu ydersiden og foerstof ret mod ret (altså forside mod forside). Når du broderer, kan stoffet godt trække sig en smule sammen og dermed blive lidt mindre end foerstoffet. Jeg vil anbefale dig at glatte det mest muligt ud, så de to stykker stof bliver helt samme størrelse.

Sæt nåle i, så det holdes på plads.

VIGTIGT! Sy nu med 0.5 cm sømrum de to stykker stof sammen - lad der være en åbning i den ene side. Det er vigtigt at holde samme sømrum hele vejen rundt - særligt i enderne ved taget, da de ellers bliver for korte til at kunne syes sammen. Så hav tålmodighed og hold sømrummet :)

Klip små indhak i alle hjørner og klip også overskydende stof af spidserne.

Trin 4: Vend retsiden udad og pres med strygejernet

Vend nu retsiden udad. Jeg bruger en pensel, hvor jeg har klippet det meste af hårene af. Den er god til lige at skubbe hjørnerne ud. Du kan også bruge en nål til at trække spidserne i hjørnerne helt ud. 

Pres nu det flade hus med strygejernet (ved mellem varme), så du får presset stoffet helt ud til kanterne.

Trin 5: Sy peberkagehuset sammen

Nu til min yndlingsdel, for efter alt arbejdet med at brodere er det nu tid til at samle huset. Og det gør vi ved at sy med små sting i hånden. Du behøver ikke sy stingene super tætte.

Vigtigt! Før du går i gang med at sy, så mål lige fra hjørnet og op til hvor taget starter og sørg for, at det passer. Så får du både pæne lige hjørner i bunden af dit peberkagehus og du sikrer dig, at de to tagstykker passer sammen, når du til sidst skal sy taget sammen. Sæt evt. en nål i for at holde det på plads, mens du syr.

Sy nu huset sammen én side ad gangen. Lad tag-samlingen øverst stå åben indtil sidste trin. Når jeg syer husets sider sammen, syr jeg igennem alle 4 lag stof undtagen ved taget, der syer jeg ikke i det stribede tag-stof, men kun i foret. Du bestemmer selv, hvad du helst vil :)

Trin 6: Fyld med bamsevat

Når husets fire sider er syet sammen, skulle dit hus gerne se ud som nedenfor.

Fyld nu bamsevat i huset. Det er en blød konstruktion, så huset får et cute og buttet look. Sørg for at få fyld ud i alle hjørnerne, og sy så taget sammen med små sting i hånden.

Trin 7: Sy lametta på - hvis du vil

Det er jo faktisk ikke fordi peberkagehuset har grimme syninger, så der er ingen grund til at skjule dem, MEN hvem elsker ikke lidt glitter!?

Vil du gerne sy lametta på dit hus, og har du som mig kun noget lidt småkedeligt lametta, der er lidt for stort, så kan jeg anbefale dig at "rulle det" mellem hænderne. Så bliver det lidt mindre i omkreds, hvilket jeg personligt bedst kan lide.

Lamettaen syes på langs kanterne med små sting i hånden.

FÆRDIG ♥

Tillykke med dit hjemmesyede peberkagehus - jeg ville blive så glad, hvis du vil dele det med mig på Instagram @lisbethbeck.deko ♥

Tusind tak fordi du læste med.

KH Lisbeth

Mini peberkagehuse

Kan du slet ikke få nok af peberkagehuse, så tag også et kig på min guide til mini peberkagehuse, der kan hænge på både en julegren og på juletræet. 

Du finder guiden lige her ♥

Tilbage til blog

Designet af Lisbeth Beck

Kæmpe tak til dig, der har lyst til at gå på opdagelse i alle mine skabeloner og symønstre. Jeg elsker at være kreativ og finde på nye vinkler og udtryk til særligt påske- og julepynten.

Jeg håber at inspirere dig til selv at finde tid til at hygge med lidt flotte og farverige sager i hænderne. For mig er det den bedste form for afslapning, måske det samme gælder for dig ♥

Kærlige hilsner

Lisbeth