Patchwork påskeæg i stof: Få gratis symønster

Der er noget helt særligt over hjemmelavet påskepynt – især den nostalgiske slags. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn lavede påskeæg af flamingo beklædt med stof og sirligt pyntet med små fine bånd. Her har det klassiske styropor/flamingoæg fået et lille twist, for her kommer nemlig en syet udgave af de fine patchwork påskeæg – fyldt med bamsefyld i stedet for flamingo.

Resultatet er bløde, farverige stofæg, som du kan hænge på en gren, lægge i en skål eller bruge som påskens værtindegaver. 

Materialer

Til mine patchworkæg har jeg brugt forskellige silkestoffer – primært fundet i genbrug som gamle pudebetræk i thai-silke. For at gøre stofferne lettere at arbejde med, har jeg strøget vlieseline på bagsiden. Det gør formen mere stabil og så slipper man for at zig-zagge kanterne inden syning - kæmpe win!

Du kan sagtens bruge almindelig bomuld uden stræk – det er faktisk det nemmeste at sy i. Prøv dig frem med forskellige materialer og udtryk!

Jeg har tilføjet små broderede sløjfer for et enkelt, moderne udtryk. Men du kan selvfølgelig også bruge mønstret stof, kombinere forskellige farver eller bare springe broderiet helt over.

  • Stof
  • Evt. vlieseline
  • Bamsefyld
  • Nål & tråd
  • En god lille stofsaks
  • Tråd til ophæng

Sådan syr du patchwork påskeæg – trin for trin

1. Hent og print skabelonen

KLIK HER FOR AT DOWNLOADE SKABELONEN

Print skabelonen og klip den ud uden sømrum (klip ovenpå stregen).

2. Klip 4 dele

Du skal bruge 4 dele til hvert æg. Du kan vælge ensfarvet stof, kombinere farver eller bruge mønstre – helt op til dig.

3. Tilføj evt. broderi

Hvis du ønsker at dekorere dit æg med et lille motiv eller en sløjfe, så gør det nu – inden du syr delene sammen. Jeg har broderet små sløjfer med bagsting.

4. Sy to og to dele sammen

Læg to stofstykker ret mod ret og sy dem sammen langs én side. Gentag med de to andre dele. Jeg syr altid med 5 mm sømrum.

5. Sy de to halvdele sammen

Læg nu de to sammensyede stykker ret mod ret og sy dem sammen hele vejen rundt – men husk at lade en åbning stå til at vende og fylde ægget. Sy igen med 5 mm sømrum. 

6. Vend og fyld

Vend retsiden ud, og fyld ægget godt op med bamsefyld. Fyld gerne til det føles fast og har en pæn form. Der kan være overraskende meget bamsefyld i det lille æg!

7. Luk åbningen

Sy åbningen sammen med små sting i hånden.

8. Sæt tråd i til ophæng

Nu er dit æg klar til at blive hængt op! Brug en nål til at trække en tråd gennem toppen, og lav en lille løkke.

Rigtig god fornøjelse og tak fordi du læste med🐣

Har du lyst til at dele dine påskeæg med mig?

Er du nået i mål med dit påskeæg, ville jeg elske at se resultatet, og håber du kunne have lyst til at dele det med mig på Instagram @lisbethbeck.deko eller #lisbethbeckdeko♥

 

Tilbage til blog

Designet af Lisbeth Beck

Kæmpe tak til dig, der har lyst til at gå på opdagelse i alle mine skabeloner og symønstre. Jeg elsker at være kreativ og finde på nye vinkler og udtryk til særligt påske- og julepynten.

Jeg håber at inspirere dig til selv at finde tid til at hygge med lidt flotte og farverige sager i hænderne. For mig er det den bedste form for afslapning, måske det samme gælder for dig ♥

Kærlige hilsner

Lisbeth