Påskepynt: Nemme tulipaner til påskegrenen
Share
Lige så snart julepynten er pakket væk, melder trangen til forår og friske stilke sig. Jeg rydder op og sorterer, og gør klar til en frisk start på et nyt år. Og i den proces begynder ideerne næsten altid at pible frem og trangen til små nye projekter presser på. Hos os er årets første pynt næsten altid en buket sprøde farverige tulipaner og en lille forårsgren med lidt papirpynt.
Tulipaner til din forårsgren
Disse små tulipaner er nemme at lave og ser smukke ud på din påske- eller forårsgren. Tulipanerne kan laves i både almindeligt papir, mønstret italiensk papir eller evt. i en gammel tapetrest. Jeg har lavet en guide til, hvordan du kan lime dem sammen, men du kan også sagtens køre dem igennem symaskinen, så skal der heller ikke klippes så meget!
Materialer
- Papir - gerne i en lidt kraftig kvalitet
- Limstift
- Saks - gerne en lille saks velegnet til papirklip
- Tråd
Sådan laver du tulipanophæng
- Download skabelonen (se link længere nede) og print direkte på det papir, du gerne vil lave tulipanerne i
- Du skal bruge 5 tulipaner til hvert ophæng. (Bruger du symaskinen kan du nøjes med 3 tulipaner pr ophæng). Klip tulipanerne ud. Husk at klippe inden for stregerne, så de ikke bliver synlige på din færdige tulipan.
- Fold alle tulipaner på langs. bruger du karton, er det en god idé at ridse folden med en nål. Bruger du almindeligt papir, kan man sagtens folde en skarp fold.
- Lim tulipanerne sammen. Læg den første tulipan fladt ned og sæt derefter de foldede tulipaner på 2 ad gangen.
- Før du lukker tulipanen, så husk at lægge en lille tråd i til ophæng. jeg har rbugt en lille guldtråd, fordi jeg elsker et lille hint af guld i næsten alt jeg laver.
Print-selv skabelon
Print tulipanerne direkte på det papir du gerne vil bruge til projektet. Jeg har testet med rigtig mange slags papir og karton i min printer, og man kan blive overrasket over, hvor meget der glider igennem. Du kan læse mere om papirtyper under næste billede.
Download skabelonen til tulipaner - klik her ♥
Hvilket papir skal du bruge til tulipanerne?
Jeg bruger ofte 120 g karton af mærket Paper Favourites til min papirprojekter. Mærket forhandles i mange online hobbybutikker. Til tulipanerne her, vil jeg dog anbefale almindeligt eller kraftigt papir, da de så er nemmere at folde. Tapet, italiensk papir, papir i almindelig printerkvalitet (hvis ikke det skal falme i solen, skal du vælge syrefrit papir).
Inspiration til DIY påskepynt
Er du vild med hjemmelavet påskepynt, kan du gå på opdagelse i mine papirskabeloner lige her.
Del dine tulipaner med mig
Har du fået lavet de små tulipaner til din påskegren, ville jeg elske hvis du ville dele dem med mig. Find mig på Instagram @papirpynt.dk eller #papirpyntdk
Rigtig god fornøjelse med projektet og tak fordi du læste med ♥
Lisbeth