Sådan laver du en plisseret lampeskærm i papir

Har du fundet en smuk brugt Holmegaard, Heiberg eller Le Klint bordlampe? Eller måske en fin gammel keramik bordlampe, der trænger til en makeover? Så kan du sagtens selv give bordlampen nyt liv med en hjemmelavet plisseret lampeskærm. En lampeskærm i papir skaber et dejligt blødt lys omkring din lampe, og er en nem måde at få både farve og personlighed ind i din indretning.

At finde den rigtige lampeskærm i pænt tapet eller papir, kan være overraskende svært, for der findes så mange forskellige stel og størrelser, at man hurtigt kan fare lidt vild. Derfor kan det være en god løsning at lave sin egen foldede lampeskærm. Har du fundet en vintage bordlampe, der allerede har en gammel skærm, så brug målene derfra til at lave din nye håndfoldede lampeskærm.

Med denne nemme DIY viser jeg dig trin for trin, hvordan man laver en plisseret lampeskærm. De plisserede lampeskærme er perfekte til både store og små bordlamper. Om skærmen skal have et vintage, nordisk eller et art deco udtryk, er helt op til dig. Du kan også vælge selv at dekorere dit papir med striber eller mønstre og dermed få et helt unikt udtryk.

lav selv plisseret lampeskærm

MATERIALER

  • Tapet eller papir 
  • Saks
  • Limstift
  • Brødkniv + skærebræt
  • Hultang (til papir)
  • Snor el. bånd
  • Stel til lampeskærm

 

GUIDE TIL PLISSERET LAMPESKÆRM

1. KLIP PAPIR & FOLD DIN SKÆRM

Klip et (eller flere stykker) papir, så du har en papirlængde på ca. 110 cm. Højden på din skærm afhænger af størrelsen på din lampe. Jeg anbefaler at lægge 5-10 cm ekstra til i højden, så har du nemlig fleksibilitet til at skære kanterne flotte, når du har foldet din skærm. 

Til denne lille lampe har jeg brugt vintage tapet, som måler 54 cm i bredden. Jeg har derfor brugt 2 stykker papir for at opnå den samlede længde på 110 cm. OBS laver du en stor skærm, skal du have ekstra papirlængde. Prøv dig frem - man kan altid klippe af efter behov.

Når dit papir er klar skal du igang med at folde. Jeg har brugt en lineal med en bredde på ca. 1.5 cm. Laver du en stor lampeskærm kan du sagtens lave plisseringerne lidt bredere (2-2.5 cm). Jeg har ridset folden forsigtigt op med en nål for at få helt skarpe kanter.

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 1

 2. LAV HULLER TIL STELLET

Du skal lave to rækker huller i din lampeskærm. Den øverste række huller skal bruges til at "klikke" din skærm fast på stellet. Den nederste række huller skal bruges til at trække snor eller bånd igennem og give lampeskærmen en fin form.

 

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 2

3. LAV ET LILLE KLIP TIL STELLET

Når du har lavet den øverste række huller, skal du lave et lille klip, så stellet til skærmen kan "klikkes" på plads. Er stellet kraftigt, skal du måske klippe en lidt større sprække.

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 3

4. LAV HULLER TIL BÅNDET

Cirka en tredjedel nede på skærmen laver du nu huller til båndet. Her må hullerne gerne sidder midt på plisseringerne.

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 4

5. LIM SKÆRMEN SAMMEN

Når du har lavet begge rækker huller, skal din skærm limes sammen, så den danner et rør. Brug en alm limstift og husk at lime, så plisseringerne falder naturligt. 

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 5

6. TILPAS HØJDEN PÅ SKÆRMEN

Nu er du så langt, at du kan tilpasse højden på din skærm. Saml skærmen og skær kanten med en brødkniv. 

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 6

7. SÆT BÅND I

Sæt et lille silkebånd eller en snor i og saml forsigtigt skærmen.

lav selv plisseret lampeskærm / Diy guide 7

8. SÆT DIN LAMPESKÆRM FAST PÅ STELLET

Montér din lampeskærm på stellet, og juster båndet, så skærmen har den ønskede form.

Tilbage til blog

Designet af Lisbeth Beck

Kæmpe tak til dig, der har lyst til at gå på opdagelse i alle mine skabeloner og symønstre. Jeg elsker at være kreativ og finde på nye vinkler og udtryk til særligt påske- og julepynten.

Jeg håber at inspirere dig til selv at finde tid til at hygge med lidt flotte og farverige sager i hænderne. For mig er det den bedste form for afslapning, måske det samme gælder for dig ♥

Kærlige hilsner

Lisbeth