Juletræ i 3 størrelser / Guide og printvenlig skabelon

Her får i et twist på det klassiske lille 3D juletræ fra 70'erne. Symønstret er mit mest populære, måske fordi det er rart med julepynt, der ikke nødvendigvis skal hænge, og som er genialt på julebordet eller som dekoration til julefrokosten, hvor der skal gøres lidt ekstra ud af borddækningen. Jeg har lavet juletræet i 3 størrelser - alle er de høje og slanke og får derfor et moderne udtryk.

Man kan pynte juletræet ligesom jeg har gjort - med små lys, sløjfer og en stjerne i toppen, men man kan også brodere fine motiver, før træet syes sammen.

Materialer

  • Stof til juletræ (gerne kraftig kvalitet, eks. gammelt gardin)
  • Vlieseline
  • Bamsevat

Valgfri pynt:

  • Guldstof til topstjerne
  • Satinbånd til sløjfer (jeg har brugt 10mm)
  • Stof eller filt til små stearinlys
  • 8mm guldperler til lysets flamme
  • Lametta

Download symønstret

Klik her for at downloade en printvenlig udgave af symønstret til juletræerne.

Bemærk at der er ophavsret på mønstret. Det må udelukkende bruges til privat brug og ikke i forbindelse med salg af egne produkter.

Sådan gør du

1: Print og saml skabelonen, som vist nedenfor.

  • Klip skabelonerne ud uden sømrum.
  • Du skal klippe 2 x træer med limflap og 2 x træer uden.
  • Put lim på flappen og lim træets venstre og høre side sammen

2: Sy træerne sammen

  • Stryg vliesenline på bagsiden af dit stof.
  • Læg stoffet dobbelt og sæt skabelonen fast med et par nåle.
  • Klip uden sømrum 2 x 2 træer ud. 
  • Zig zag træernes nederste kant.
  • Sy træerne sammen ret mod ret med cirka 5mm sømrum. Der skal være en åbning i hver side nederst. 
  • Klip overskydende stof af spidserne og lav små indsnit i alle indhak.

OBS: Syr du det største juletræ, så lav åbningerne store nok til at du kan få din hånd igennem. Det gør det meget nemmere at fylde træet med bamsevat efterfølgende.

#3: Sy de to træer sammen

  • Vend retsiden udad på begge træer. brug evt. en nål til at trække spidserne helt ud.
  • Læg træerne ovenpå hinanden, sæt et par nåle i, og sy sammen fra top til bund. Her kan du sy med længere stinglængde, især hvis stoffet er kraftigt.
  • Fyld bamsevat i alle 4 "rum" på træet. Jeg bruger en pensel til at skubbe bamsevatten ud i alle spidser.
  • Sy de 4 åbninger nederst sammen i hånden, husk at holde 5 mm sømrum, så træet får en runding nederst. har det ikke en runding, vil det ikke kunne stå lige.

Pynt træet med lys og sløjfer

Vil du have pynt på, kommer her lidt små tips fra mig.

1: Miniature stearinlys

  • Du kan selv vælge hvor tykke og høje dine stearinlys skal være. Mine lys til det mindste og mellemste træ måler cirka 2.5 cm i højden og på det største træ måler de cirka 5 cm. Her kommer mål til de små lys.
  • Klip et stykke stof på cirka 3x3 cm. jeg vil anbefale filt eller kraftigt stof med lidt struktur. Jeg har brugt et gammelt gardin og filt.
  • Rul stoffet sammen til en lille pølse og sy sammen med små sting
  • Sy en perle øverst i lyset og træk tråden ned gennem lyset igen, så du kan sy det direkte fast på træet. Sy med bittesmå sting hele vejen rundt om lyset indtil det sidder godt fast.

TUSIND TAK

Tusind tak fordi du læste med, jeg håber du hygger dig med projektet og har lyst til at dele dit træ med mig. Find mig på Instagram @lisbethbeck.deko ♥

 

 

 

Tilbage til blog

Designet af Lisbeth Beck

Kæmpe tak til dig, der har lyst til at gå på opdagelse i alle mine skabeloner og symønstre. Jeg elsker at være kreativ og finde på nye vinkler og udtryk til særligt påske- og julepynten.

Jeg håber at inspirere dig til selv at finde tid til at hygge med lidt flotte og farverige sager i hænderne. For mig er det den bedste form for afslapning, måske det samme gælder for dig ♥

Kærlige hilsner

Lisbeth