Marguerit servietringe af papir (inkl. videoguide og gratis skabelon)

Marguerit servietringe af papir (inkl. videoguide og gratis skabelon)

Skal du stå for årets påskefrokost eller sommerfest eller mangler du inspiration til borddækning ved konfirmation eller bryllup, så er disse hjemmelavede servietringe af papir et både fint og budgetvenligt bud på kreativ og sommerlig bordpynt.

Der skal ikke så meget til for at give borddækningen et lille kreativt løft, og i en travl vending kommer man jo langt med friske blomster og smukke servietter. Men er du ude i god tid med planlægningen af bordpynten, så er det både nemt og hyggeligt at lave sine egne servietringe, og hvis ikke gæsterne snupper dem med hjem i tasken (hvilket jeg i hvert fald husker, at jeg gjorde som barn i 80’erne), kan du jo genbruge servietringene.

marguerit servietringe

Margueritterne har jeg lavet i en lys cremefarvet karton, men de kan selvfølgelig også laves i andre farver eller i forskellige farver, hvis du vil have lidt variation i borddækningen. Servietringene har med de to blomster en fin 3D effekt, og jeg elsker, at de lige får et skud farve fra bånd og perler.

DOWNLOAD SKABELONEN TIL MARGUERIT SERVIETRINGENE HER

 

Materialer til marguerit servietringe

Marguerit servietringene kræver lidt klippe-arbejde, men er ellers meget nemme at lave. Alt du skal bruge er et fint bånd, en limpistol, perler og karton. Jeg anbefaler 120g karton, som er lidt tyndere end almindeligt karton. Her har jeg brugt en fin lys cremefarvet karton med metallic effekt fra Paper Favourites. (Det forhandles flere steder online)

 

  • Lille papirsaks
  • Limpistol
  • Perler
  • Karton
  • Bånd

skabelon marguerit servietringe

Sådan laver du marguerit servietringe

  1. Download skabelonen og print direkte på det karton du vil lave servietringene i
  2. Du skal bruge 4 x blomster per servietring. Klip blomsterne ud. Husk at klippe indenfor stregerne, så de ikke er synlige i dine færdige servietringe.
  3. Lav en lille fold yderst på hvert blad, så det får lidt form.
  4. Buk hvert blad ind mod midten, så de bukker let opad
  5. Lim båndet fast på bagsiden af den ene marguerit og lim derefter endnu en marguerit ovenpå. Gentag i den anden ende af båndet, så du har to margueritter per servietring.

SE VIDEOGUIDE HER (link til Instagram)

marguerit servietringe guide

Tusind tak fordi du læste med så langt. Har du lyst til at dele resultatet kan du gøre det på Instagram @papirpynt.dk eller #papirpyntdk ♥

Skabelonen er udviklet i samarbejde med Broste Copenhagen, hvor du kan finde mere inspiration til forårets og sommerens borddækning.

Tilbage til blog