Sådan laver du håndlavet papir
Share
Forvandl fraklip til små kunstværker. En gammel bog fra genbrug, papir fra printeren eller rester af lækkert farvet crepepapir kan altsammen bruges til papirfremstilling. I den kreative proces kan du lege med papirets struktur og forskellige former for dekoration. Brug dit håndlavede papir til collager, kort eller gavemærker.
Kreative projekter med håndlavet papir
Mangler du inspiration til, hvordan du kan bruge dit hjemmelavede papir, kommer her et par idéer til dig:
- Gavemærker & små kort
- Collager
- Journaling
- Papirophæng til påske, jul eller andre højtider
- Form din papirmasse til en lille skål til smykker
Materialer
- Dobbelt papir støberamme (fåes i de fleste hobbyforretninger)
- Svamp
- Gamle håndklæder og viskestykker
- Kagerulle
- Papirrester
- Evt. dekoration i form af bladguld, blomster eller frø
- Stavblender
Hvad kan man lave papir af?
Siderne fra lidt ældre bøger fra genbrugsbutikken har en lækker syrefri kvalitet, men du kan bruge alle former for papir. Afhængig af papirtypen og hvor meget du blender det, vil det håndlavede papir blive mere eller mindre groft i strukturen. Jeg har brugt et miks af crepepapir, karton og almindeligt farvet papir.
Dekoration til håndlavet papir
Blomster og frø giver et smukt udtryk i papiret. Læg frø og friske blomsterblade direkte i pulp-massen. Er din papirmasse primært hvid kan du bruge flydende akvarelmaling til indfarvning eller du kan eksperimente med farver fra naturen som eksempelvis et opkog af avocadoskaller eller gurkemeje.
Støberammen
En støberamme til hjemmelavet papir består typisk af 2 dele. En træramme beklædt med plast- eller metalnet samt en træramme, som man placerer ovenpå selve støberammen. Den ekstra ramme gør det nemmere at få papiret af støberammen og giver pæne lige kanter. Papiret kan også støbes uden den ekstra ramme, hvilket giver lidt mere organiske kanter. Så det er altså en smagssag, om du vil bruge den ekstra ramme.
Papiret laves ved at dyppe støberammen ned i en tynd blendet papirmasse.
Guide - sådan laver du selv papir
1. Gør papirmassen klar
Riv dine papirrester i små stykker og læg i en 5 liters skål eller gryde. Fyld den med vand og lad stå natten over, så papiret bliver helt blødt.
Blend papiret med en stavblender inklusiv det vand der er i skålen, indtil massen er helt findelt. Vil du have en ensartet farve og struktur i dit papir, skal den ligne blendet vandmelon. Du kan også blende papirmassen mindre og få mere struktur i dit papir.
Hæld massen i et stort kar eller i håndvasken. Beholderen skal bare være stor nok til at støberammen kan ligge vandret.
Fyld nu 2 ekstra skåle vand i massen, så den bliver ret tynd.
2. Dyp støberammen i papirmassen
Læg din ramme ned i vandet og træk lodret op. Jo dybere du dypper rammen, jo tykkere bliver dit papir, for jo mere papirmasse vil lægge sig på rammen.
3. Fjern overskydende vand fra rammens netside
Brug en svamp til at fjerne overskydende vand fra bunden af rammen. Fortsæt indtil du ikke kan vride mere vand ud af svampen.
4. Læg det støbte papir på et viskestykke eller håndklæde
Vend nu papirsiden ned mod et viskestykke. Læg gerne et håndklæde under viskestykket, så det kan trække så meget vand som muligt. Brug en klud til at tørre det sidste vand af støberammens net.
Løft så forsigtigt rammen. Hvis ikke papiret slipper, så tør en ekstra gang. Du kan også forsigtigt løsne papiret ved kanten og hjælpe det lidt på vej.
Når papiret er løst af rammen, lægger du et klæde over papir-arket og ruller forsigtigt med en kagerulle. Hermed presser du vand ud af papiret. Hæng papiret til tørre direkte på viskestykket eller placér det blot i solen eller på bordet indtil det er tørt.
Når papiret er tørt, trækkes det nemt af klædet, klar til kreative projekter
5 tips til dit hjemmelavede papir
- Lad papiret stå i blød natten over, så stavblenderen ikke kommer på overarbejde
- Alt afhængig af hvor meget du blender din papirmasse, kan du variere papirets udtryk - fra helt fint til meget strukturet, hvor du kan se bogstaver og større stykker fra dine papirrester.
- Dekorér papiret med blomsterblade og frø. Bruger du blomsterfrø kan du lave dit papir til små kort, som modtageren kan plante i blomsterbedet.
- Brug dit håndlavede papir til collager, kort eller gavemærker. Brug en lineal til at rive papiret i stedet for en saks - det giver et fint håndlavet udtryk.
- Har du papirmasse i overskud, så saml det sammen med en si, klem det fri for vand og form en lille skål. Du kan også putte det i fryseren og arbejde videre en anden dag.