Der er ingen produkter i kurven.
Intet juletræ uden julehjerter, som jo kan laves i alle afskygninger. Her får du 2 varianter af et smukt hjerte-kræmmerhus. Du kan pynte hjerterne med sløjfer, kristtorn eller små bannere, hvilket både giver et anderledes udtryk og mulighed for ekstra mange godter!
Når du køber denne skabelon skal du bare downloade og printe skabelonen og så er du klar til at lave dine personlige hjerte-kræmmerhuse.
Hvis du kaster dig over papirklip, pebernødder og julehygge og har lyst til at dele dit resultat med mig, kan du gøre det på Instagram med #papirpyntdk.
Jeg anbefaler at du klipper hjerte-kræmmerhuset i karton i stedet for glanspapir eller lignende papir. Så holder det nemmere formen og bliver generelt også mere holdbart. Jeg bruger 120g karton, som er lidt tyndere end den traditionelle karton, men du kan sagtens bruge begge dele. Du kan også eksperimentere med mønstret karton, karton med glimmer osv.
⦁ Karton
⦁ Lille saks velegnet til papirklip
⦁ En nål & lineal
⦁ En god limstift (der ikke klumper)
Du kan vælge at downloade og printe skabelonen, klippe den ud og så lægge den som skabelon på det karton du gerne vil bruge.
Hvis du bruger karton i A4 størrelse kan du også lægge det i printeren og dermed printe skabelonen direkte på dit karton.
For at få skarpe kanter og hjørner anbefaler jeg, at du bruger en nål til forsigtigt at ridse folden op. På den måde kommer man ikke til at folde skævt og kræmmerhuset får et lækkert rent udtryk.
Når du limer vil jeg anbefale at lime på begge overflader, der skal sættes sammen - og du behøver ikke have alt for travlt. Hvis du bruger en almindelig limstift vil der gå lidt tid før det tørrer og ofte er det faktisk nemmere at få det til at klæbe, når det lige har siddet 5-10 sek. Så prøv at give dig god tid, vær lidt gavmild med limen og fokusér på at få kanter og hjørner helt skarpe, så får du det pæneste resultat.